Torben Kjær spillede klaver fra han var fire og er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut i årene 1967-74. Han begyndte som swingmusiker og arbejdede fra midt i 1960erne dels hos Erik Moseholm og ofte i Jazzhus Montmartre som akkompagnatør for Ben Webster, Dexter Gordon, Brew Moore, Lars Gullin og adskillige danske solister. Torben Kjær var 1973-77 leder af Radiojazzgruppen. Siden har han bl.a. spillet med sangerinden Lise Reinau (15-01-1933), Kansas City Stompers og Ib Glindemann (27-09-1934). I stigende omfang blev han siden teatermusiker og -komponist og havde bl.a. tilknytning til Det Danske Teater og til Mogenstrup Revyen. Han har skrevet et stort antal kompositioner til tekster af Klaus Rifbjerg, Jens August Schade, Tove Ditlevsen, Peter Poulsen og mange andre. Desuden har han skrevet større værker som “Fredsmesse” (1976) og “Juleoratorium” (1981). I 1990erne har han jævnligt akkompagneret sangerne Rasheema og fra 2000 også arbejdet sammen med sangeren Thomas Negrijn i gruppen Blue.