Torben Thorberg Krogh, der var søn af grosserer C.P.L. Krogh og Laura Thorberg, blev student i 1913 fra Ordrup Gymnasium og gennemgik Musikkonservatoriet 1914-17 med klarinet som hovedfag og blev mag.art. i musikhistorie i 1919. Han blev dr. phil. ved Berlins Universitet 1922 og havde forelæsninger ved Københavns Universitet 1923-24. Han var operainstruktør ved Det Kongelige Teater 1924-29 og lærer ved elevskolen fra 1929. I 1941 blev han bibliotekar ved Det Kongelige Teater. Efter i tre år at have beklædt et professorat i operaens historie blev han i 1953 professor i Teatrets Æstetik og Historie på Københavns Universitet. Han var medlem af bestyrelserne i Dansk Tonekunstnerforening, Selskabet for dansk Teaterhistorie, Musikhistorisk Museum, Holberg-samfundet m.m. Han var medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon og Weilbachs Kunstnerleksikon og bearbejdede og oversatte en række operaer, operetter og korværker til Det Kongelige Teater og Statsradiofonien. I sit første ægteskab blev Torben Krogh den 1. juni 1926 gift på Gentofte Rådhus med enkefru Anna Johanne Schierbeck Dannevang (f. 30-08-1897) og de fik sammen sønnen regissør Jørgen Krogh. Senere blev han den 5. november 1945 gift med skuespillerinden Karen Mølholm, med hvem hun fik to døtre, iscenesætter Line Krogh (f. 28-09-1947) og skuespiller Malene Krogh.