Troels II Munk havde forskellige job som grønthandler-ekspedient, skraldemand og orkesterdirigent (bl.a. ved premieren på Per Nørgårds opera “Babel” i 1968) inden han tog instruktøruddannelse på Statens Teaterskole i årene fra 1970 til 1974. Han spillede sønnen i “Familien” på Strøghusteatret i 1976 og var derefter i et par år skuespiller og instruktør ved Odense Teater. I 1979 fik han et gennembrud som revyskuespiller i Fredericia. Troels Munk har bl.a. medvirket i “Lige børn” på Rialto Teatret i 1981, “Livet er jo dejligt” på Det Danske Teater, “Den dobbelte lykke” på Betty Nansen Teatret i 1992, “København” på Betty Nansen Teatret i 2000 og samme år i “Nicholas Nickleby” på Odense Teater. På TV har han været med i serierne “Landsbyen”, “Strisser på Samsø”, “Taxa”, “Forbrydelsen” og “Sommer”. Hans tredelte navn skyldes ønsket om ikke at blive forvekslet med den ca. 20 år ældre kollega Troels Munk. Siden 1970erne har Troels Munk dannet par med skuespillerinden Pia Rosenbaum.