William Kisum (opr. Oscar Villiam Jensen – navneændring 1944), der er søn af Olaf Kisum og Herdis Gunhilda Nielsen (f. 06-06-1913), læste hos Preben Neergaard og blev uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole 1954-56. Han spillede oftest komiske roller som Skoledreng i “Topaz” i 56, Skrinkelben i “En Skærsommernatsdrøm” i 57 og Ajax I i “Den skønne Helene” i 59 på Det kgl Teater. I 1962 var han på Dansk Skolescene i “Een tjener to herrer”, og på Alléscenen i 62 og 63 var han Da Hing Yen i “Den kinesiske mur” og Osric i “Hamlet”. Han havde roller på Århus Teater i “Kilderejsen”, Romeo og Julie”, “Lille Prinsese Snefnug” og “De tre klaphatte” i 1963/64. Han filmdebuterede 1956 i “Den kloge mand”, hvor han spillede en mindre rolle som Anders Kristensen. Den næste film blev “Jetpiloter” fra 1961. I denne film sang han sangen “By by my baby”. Senere blev rollerne større og op gennem 1970’erne medvirkede han i adskillige af de såkaldte sengekants- og stjernetegn-film, hvor han i nogle af dem havde store roller bl.a. som grev Johan i “I løvens tegn”. I “Sømænd i Knibe” havde han rollen som førstestyrmand. Derefter har hans roller været små, men de plejer at være sjove. Man husker ham nok som Henning i Søren Faulis novellefilm “Antenneforeningen” fra 1999. På TV har han bl.a. medvirket i “Den skønne Helene”, “Kong Ajax I”, “Farinelli” og “Ved Kajen”. William Kisum har spillet revy og børneteater og iscenesat forestillinger på skoler og i ungdomsklubber.