10-årige Max (Samuel Heller-Seiffert) har det ikke nemt: Han bliver glemt på skoleudflugten, han holder op med at vokse, hans tøj er håbløst kikset, han kommer til at stjæle fra sin bedste ven og så kommer han vistnok til at misbruge de superkræfter, Gud måske har givet ham. Men ikke nok med det: Hver gang Max har problemer, springer hans søde, men håbløst kiksede mor (Mette Horn) til med et par gode råd, der bare gør det hele meget værre.
Den anmelderroste TV-serie Max er på samme tid hylemorsom og temmelig tankevækkende. Serien, der blev en stor succes på DR1 og blev kåret til årets bedste børne-TV 2007, er instrueret af Lotte Svendsen, manuskript Oliver Zahle og Jens Korse, titelsangen står Østkyst Hustlers for, og blandt de øvrige medvirkende er Lars Bom, Louise Mieritz, Reimer Bo Christensen og Anders Nyborg.
Tekst fra omslag